|

Midlertidige Offentlige Byrum (MOB) har til formål at udnytte tomme byggegrunde, som venter på at blive bebygget. Hensigten er, at der med få midler skabes byrum, der kan bidrage med aktiviteter til et område under opførelse. Princippet bag MOBs er, at gode byrum hverken behøver at være dyre eller permanente, og det vigtigste kriterium for udviklingen af et midlertidigt byrum er, at det skal være en enkel og billig løsning, som gerne skal kunne genbruges.
MEGA MOB
I 2009 under Ørestad Kulturdage blev MEGA MOB - Danmarks største eksperimentarium for byliv og byrum - indviet. MEGA MOB, der svarer til ca. fire store fodboldbaner, inviterer såvel brugere af Ørestad Nord som de omkringliggende kvarterer til at bruge arealet, mens der ventes på, at grundens fremtidige bebyggelse går i gang. Idéen er samtidig at teste muligheder for indretningen af bydelens kommende byrum.

Det er råt
På baggrund af projektets midlertidighed er MEGA MOB skabt med få midler og blandt andet ved genbrug, idet flader og inventar er lavet af lånte byggematerialer, fx træpaller, betonringe og trafikværn.
MEGA MOB og dig
Grundejerforeningssekretariatet Ørestad vil gerne høre fra alle, der har idéer til byrumsudstillinger, kultur- eller miljøevents eller lignende, som kræver plads og frie udfoldelsesmuligheder - måske MEGA MOB kunne være noget for jer?
Læs mere
Mikado Plads
Pladsen var et eksperiment og en midlertidig opholdsplads , der var med til at skabe liv og interaktion mellem de mennesker, der bor, arbejder og studerer i Ørestad Nord. Pladsen, der lå ved Emil Holms Kanal, mellem ITU og KUA, bestod af et grønt område med græs og grantræer, der gennemkrydsedes af blå stier. Hver sti dannede et såkaldt aktivitetsrum med et tema. På stierne var der indrettet henholdsvis sports- og legeaktiviteter, et grilområde med blokke til at stille gril på og et chill out område med liggestole og mødesteder. Dertil kom det grønne område med temaet natur.
MUTOPIA Arkitekter tegnede pladsen, som var formgivet med udgangspunkt i 120 respondenters udsagn om, at de ønskede sig grønne elementer, gode opholdsmuligheder samt muligheder for leg og sport. Brugerne kunne også påvirke pladsen ved at gå på nettet og være med i et scenariespil på hjemmesiden. Læs mere om projektet på Mutopias hjemmeside.
Mikadoplads var Ørestad Nords første midlertidige byrum og alternativet til Mikadopladsen havde formentlig været en indhegnet byggegrund eller en flade uden belægning. Pladsen blev anlagt i 2005 og eksisterede indtil byggeriet af Mikado House blev påbegyndt på grunden i 2008.
Hæder
Projektet blev nomineret til ’INDEX: Award 2007’, der er verdens største designpris. Temaet var ’Brugerdrevet Innovation’ og prisen gives udelukkende til design, der forbedrer livet for mennesket. De 100 top-nominerede forslag var udstillet på Kongens Nytorv fra den 17. august til den 24. september 2007.
Mikado Pladsen kunne også opleves i mindre skala på udstillingen ’Honey I’m Home’ på Dansk Design Center fra den 3. marts 2006 til 25. juni 2006.
|